De Europæiske Maccabi Mesterskaber afsluttes med et brag af en fest

BRONZEMEDALJERNE KOM HJEM EFTER HØJDRAMATISK KAMP MOD ØSTRIG

LØN EFTER FORTJENESTE: 3-1 OVER ØSTRIG

ENGELSKE BØLLEBANK, DA HVER ENESTE FEJL BLEV STRAFFET

Misvisende 1-6 nederlag til Tyskland

2-1 over Spanien

Fantastisk åbning af EMG 2011 i Wien

De Europæiske Maccabi Mesterskaber afsluttes med et brag af en fest

Traditionen tro afsluttedes EMG med en fantastisk fest, hvor alle sportsfolk, ledere, frivillige og tilskuere blev præsenteret for et formidabelt show, mens der blev byttet trøjer og merchandise på livet løs.

BRONZEMEDALJERNE KOM HJEM EFTER HØJDRAMATISK KAMP MOD ØSTRIG

 På samme måde, som vi var i stand til at rejse os i går og slå Østrig dagen efter skuffelsen mod Storbritannien, formåede Østrig at rejse sig til kampen mod os, efter vi i går slog dem ud af finale-muligheden.

 Trods sejren i går var vi mindst lige så slidte som østrigerne, der endda kun brugte 13 spillere i kampen, men vi var tvunget til at se bort fra Simon, hvis lyske drillede, og den fysiske og psykiske slitage betød, at både Noah og Joel var tvivlsomme til kort før kampstart, og kun Noah kunne starte inde.

 Vi havde snakket om det, men det lykkedes heller ikke i denne kamp at undgå at komme bagud 0-1, da østrigerne scorede på flot hovedstød på et hjørnespark til forreste stolpe, og da det samtidigt lykkedes østrigerne at slå vores polerede positionsspil i stykker, begyndte vi på et tidligt tidspunkt at slå lange afleveringer frem mod de to angribere Adam S og Tobias.

 I sådanne situationer er man nødt til at skabe noget ud af intet, og det lykkedes til fulde for vores topscorer Blüd, der pludselig fandt plads til at trykke af med venstrebenet fra små 25 m afstand og sendte bolden utageligt i mål for deres målmand.

 Generelt set har vi ikke været særligt dygtige til at juble, men denne gang blev der givet hele armen, og da Yair kort efter kom fri efter et flot bandespil med Adam S og scorede fra venstresiden af straffefeltet med et yderst præcist spark op af fjerneste stolpe, var vi tilbage i førersædet.

 Vi var tvunget til et par udskiftninger, da Noah havde det hårdt med en skadet tå, og vi fik Adam S ind på højre back, mens Joel kom ind som angriber i stedet for Tobias, og Sasha afløste Marcus.

 Østrig kom på 2-2, da vi endnu en gang blev svigtet af stolperne – først troede vi ellers, at der var hjælp at hente, da en østrigsk afslutning smældede mod træværket, men på returen opstod endnu en østrigsk mulighed, og denne gang var det stolpe-ind.

 Fra starten af 2.halvleg kom vi helt på kant med dommeren. Østrigerne satsede hårdt med mange mand fremme, og det gav os masser af gode muligheder for contraangreb med den hurtige Joel liggende fremme, men gang på gang fik de østrigske forsvarsspillere lov til at stoppe hans løb efter bolden ved simpelthen at løbe ind foran hans løbebaner, og hver gang der blev fløjtet i nærkampene, var det til østrigernes fordel, hvilket blandt andet betød, at vi blev snydt for et straffespark.

 Et enkelt frispark fik vi dog – og det var alt, hvad der skulle til: Daniel sendte bolden fra venstre side perfekt ind i hovedet på forsvarsklippen Matias, der for tredje gang på to dage scorede på hovedstød mod østrigerne og atter sendte os på sejrskurs.

 Dommeren var dog ikke længe om at forstyrre kursen. Joshua, der var kommet ind i pausen og trods sin lille størrelse havde sat sig igennem med et par herretacklinger, blev præsenteret for det røde kort for en forseelse, som ingen andre end dommeren selv bemærkede. Vi måtte omgående rokere rundt, og Sasha måtte ud igen, mens vi nu måtte til at grave dybt i posen med backs, som vi ellers i starten af turneringen havde så rigeligt af, og både Jonathan og Noah måtte sige farvel til deres muligheder for at restituere, selv om Adam R i periode gav et alternativ.

 Resten af kampen – næsten 20 minutter – var primært overlevelseskamp. Østrigerne fik et hav af frispark rundt omkring feltet, men Elias optrådte med stor autoritet inde i målet og tog alt, hvad der kom. Vores midterforvarsspillere David og Matias var under stort pres, men fik gang på gang reddet os ud af problemerne, og ved det ene (eller to) tilfælde, hvor Elias ikke kunne holde bolden, var der i dag opbakning - bl.a. en hovedstødsredning af Marcus på stregen - og opfølgning på returerne, så vi ikke igen indkasserede nogle af de ærgerlige mål – lesson learned!

 Det var sporadisk, hvad primært Tobias og Joel kunne skabe i modangrebene, når de andre midtbanespillere prioriterede forsvarsopgaverne, men langsomt tikkede sekunderne ud for hjemmeholdet, og selv om de langt inde i overtid fik tilkendt endnu et frispark på kanten af feltet, så fangede muren forsøget, og så var det ligegyldigt, at dommeren ikke reagerede på, at liniedommeren registrerede, at vi havde fanget et par østrigere i en offsidefælde – sekunder efter mente dommeren endelig, at hjemmeholdet havde fået de muligheder, de kunne få, og til vores store jubel blæste han kampen af med danske bronzemedaljer til følge.

  

 

LØN EFTER FORTJENESTE: 3-1 OVER ØSTRIG

 Trods de to store nederlag i de to seneste kampe stod alle muligheder åbne før dagens kamp mod hjemmeholdet Østrig. Både Østrig og Tyskland stod med 4 points og en målscore på 8-5 og skulle på points- og måljagt mod hhv. os og Spanien, mens vi faktisk kunne luske os i finalen med en sejr over Østrig, hvis Spanien tog point fra Tyskland.

 

Vi var endnu en gang nødt til at ændre i den planlagte startopstilling, da Sasha var halvsyg om morgenen, og Joshua blev småskadet under opvarmningen. Vi havde atter Elias på mål, David lå igen i forsvaret sammen med Matias, og Noah og Jonathan startede på de to backs, hvor vi især var forberedte på, at den østrigske højreside ville komme med et væsentligt tryk på Jonathan på venstre back, og af samme grund var Daniel trukket ud på ventre midtbane. På højre midtbane startede Yair, Blüd og Joel lå centralt, og Adam og Tobias startede i angrebet.

 

Hvor holdet i går fik stor ros for at smide meget få bolde væk i afleveringsspillet, startede vi i dag helt katastrofalt med et boldtab midt på egen banehalvdel i første boldbesiddelse. Østrigerne fik bolden midt foran vores straffefelt, hvor der blev tøvet med at komme ud og blokere, og så fik deres spiller sparket bolden ind til 0-1 med en stiv tå.

 

Tyskerne der endnu ikke var kommet i gang med deres kamp mod Spanien, men som hele morgenen havde opmuntret os på hotellet, var lamslåede over det hurtige østrigske mål, men det var vi faktisk ikke. Vi fik hurtig skabt ro over spillet igen, og med 10 danske markspillere, der alle kunne gå ind i kombinationer og holde bolden inden for holdet, kom østrigerne ud at løbe rigtigt meget.

 

I løbet af de næste 10 minutter fik vi skabt adskillige afslutningsmuligheder bl.a. på hovedstød, hvor vi virkede klart bedre end de østrigske forsvarsspillere, og på vores tredje hjørnespark sendte Blüd bolden fra højre ind i hovedet på Matias, der hamrede den ind i nettet med sådan en kraft, at den sprang ud igen og var lige at få os til at tro, at den havde ramt træværket.

 

Østrig formåede ikke at skabe meget mod et stærkt spillende dansk forsvar, hvor bl.a. Elias udstrålede stor autoritet og sikkerhed, og i den anden ende spillede vi med fantasi og intelligens og skabte rigtig gode muligheder ikke mindst i samspillet mellem Joel og Tobias, men også med afslutninger fra Daniel, Adam S og Blüd. Vi måtte tage Tobias ud efter et voldsomt østrigsk frispark på ham og rykkede Blüd frem som angriber, Daniel kom ind på den centrale midtbane og Marcus blev lagt i venstresiden, hvor både den østrigske kant og Jonathan var ved at have tappet hinanden for kræfter. I løbet af halvlegen fik vi også Adam R ind på højre midtbane i stedet for Yair, mens Simon afløste Noah på højrebacken.

 

Da vi nåede pausen var det tydeligt, at hjemmeholdet ikke havde flere ressourcer at komme med. Ikke engang deres træner, der turneringen igennem havde markeret sig med en meget aggressiv attityde over sine egne drenge troede på det, og vi havde klart flere afslutninger end østrigerne, og ikke mindst spillede vi klart bedre fodbold.

 

I pausen talte vi om den knivsæg, vi balancerede på. På den anden bane stod det stadig 0-0 mellem Tyskland og Spanien, og hvis den stilling holdt, kunne et enkelt mål sende os i finalen, mens et østrigsk og et spansk mål kunne sende os helt ud af turneringen, men endnu mens vi talte scorede tyskerne og sendte finaledrømmen længere væk for os.

Vi var imidlertid selv indstillet på at gøre vores del af arbejdet. Tobias afløste Adam S i angrebet, Joshua kom ind for Jonathan på venstre back og vores maskine kværnede videre fra starten af anden halvleg, og snart efter kom belønningen, da Matias endnu en gang kom frem fra forsvaret og satte hovedet på et perfekt lagt frispark, som bragte os på 2-1.

 

For østrigerne var kampen dermed overstået. Vi dominerede totalt selv om vi atter må foretage et par ikke planlagte udskiftninger, da Joshua blev ramt uheldigt af en bold. Noah kom ind igen på højre backen, og Simon rykkede over i venstre, og vi vidste ved vandpausen midt i halvlegen, at østrigerne nu kun havde et skud tilbage i bøssen og var ganskme desparate – de næste fem minutter ville afgøre, om de skulle genvinde troen på muligheden, men over for vores dødsikre midterforsvar med David og Matias, kom de ikke til nogen chancer. Vi havde skiftet ud på højre midtbane, hvor Jonas kom ind i stedet for Adam R og i angrebet hvor Adam S afløste Blüd, men Adam R kom ind igen kort efter, da en dødtræt Noah atter måtte udgå. 

 

Inden da havde vi dog afgjort kampen. Marcus var på vej op til at sætte hovedet på et indlæg, da han blev revet omkuld, og dommeren der havde gjort østrigerne opmærksom på, at han holdt øje med den slags adskillige gange, fløjtede omgående for straffespark, som Daniel omsatte til 3-1 og dermed helt lukkede kampen.

 

I slutfasen blev Tobias hevet ud til stående ovationer efter en fornem og meget klogt spillet match, Yair kom ind på venstre midtbane, og Marcus blev sendt op i angrebet, og netop de to stod atter for en række flotte kombinationer over for en meget udmattet østrigsk back, der efterhånden var helt rundtosset.

 

På nabobanen var tyskerne efterhånden på 6-0, så sejren var ikke nok til at sende os finalen, men vi ender dog på 3.pladsen i puljen og skal i morgen atter møde Østrig i kampen om bronze – en kamp vi siges at være favoritter i efter dagens opvisning, hvor vores flotte positionsspil endelig blev belønnet efter fortjeneste.

 

 

ENGELSKE BØLLEBANK, DA HVER ENESTE FEJL BLEV STRAFFET

 Fodbold kan være en ganske så ond sport.

 For anden kamp i træk spillede vores juniorhold flot fodbold og fik meget ros af både tilskuere, træner og såmænd også af modstanderens træner over for hans eget hold, men for anden kamp i træk fik holdet læsterlige tæsk – denne gang af Storbritannien med hele 8-0; cifre vi aldrig før har tabt med.

 Vi forsøgte fra start at lægge en afventende taktik uden at spille lige så destruktivt defensivt, som Østrig praktiserede, da de i forgårs kunne begrænse deres nederlag til storfavoritterne til 1-2. Jonathan var sat ind ved siden Matias i midterforsvaret, og David var blevet skubbet frem på en defensiv midtbane med Joel som makker, mens de løbe- og hovedstødsstærke Marcus og Daniel skulle dække midtbanefløjene og hjælpe vores backs Noah og Joshua i luften. Elias fik målmandsdebut, og Adam S og Blüd var blevet lagt helt frem.

 Egentlig gik det meget pænt – aftalerne blev holdt, opdækningerne blev holdt og vi turde holde på bolden og spille den rundt i egne rækker, når muligheden en gang imellem bød sig; men vi nåede ikke briternes niveau på andet punkt: de personlige fejl.

 Hvor briterne kampen igennem måske nåede op på det man i tennissproget kalder 2-3 uprovokerede fejl i alt, lavede vi ikke mindre end 4 alvorlige personlige fejl, der hver gang blev udnyttet af englænderne – deri lå dagens klasseforskel.

 4-5 af vores spillere måtte hver tage et mål på sin kappe. Heldigvis var der aldrig gentagelser, så en enkelt spiller kostede flere mål, men det er klart, at det har man ikke råd til, og det er ærgerligt, at fejlene i så høj grad kunne fordreje billedet af en kamp, hvor vi fik vist noget flot fodbold. Særligt må man sige, at vi stadig ikke er skarpe nok på andenboldene i eget felt: af de 13 (!) mål, vi har indkasseret mod Tyskland og England, er de 7-8 kommet på returer fra målmand, blokeringer eller træværk, som modstanderne simpelthen har været først på.

 Chancer til os var der ikke mange af. Selv om det ofte lykkedes at spille sig til plads i det ellers energiske og agressive britiske presspil, og selv om der kom adskillige gode bolde fra midtbanefolkene frem mod vores angribere, der havde fundet et frit område, så lykkedes det hver eneste gang de engelske forsvarere at få blokeret bolden. Kun en enkelt gang fik vi for alvor splittet Storbritanniens forsvar, da Joel og Tobias med to gange bandespil fik kombineret sig igennem, men Joel i fri position fra straffepletten overplacerede bolden med venstrebenet.

 Igen i dagens kamp var det i over 30 graders varme nødvendigt at have godt gang i svingdøren på udskiftningsbænken, og Adam R og Simon var inde i forsvaret, Jonas, Yair og Sasha blev brugt på midtbanen og Tobias i angrebet – eneste oversidder i dag var målmand Joakim.

 I morgen tidlig gælder det så værtsnationen, Østrig, der efter et uafgjort resultat mod Tyskland i dag skal på måljagt mod os, da de to hold konkurrerer om finalepladsen mod Storbritannien på målscoren – hvis de altså kan slå henholdsvis Danmark og Spanien. Til gengæld betyder det uafgjorte resultat, at der stadig mulighed for os til at nå frem til finalen: det vil kræve, at vi slår Østrig, mens Spanien så skulle tage point fra Tyskland.

 

 

8/7: Misvisende 1-6 nederlag til Tyskland

UFORTJENT STORT NEDERLAG TIL TYSKLAND

2.spilledag gav vores juniorer en ordentlig lussing på 1-6 i kampen mod Tyskland. Der skal ikke herske tvivl om, at den tyske sejr var fortjent, men cifrene var særdeles misvisende og omstændighederne virkelig uheldige.

Fra starten var planen, at Elias, der ikke kom i kamp i går mod Spanien, skulle passe målet, men en begyndende betændelse i fingeren betød, at han måtte overlade pladsen til Joakim, og derfor blev eneste ændring i forhold til gårsdagens startopstilling, at Jonathan, der fik en hel kamp i benene mod Spanien, startede ude, mens Jonas startede inde. David var derfor blevet trukket tilbage i forsvaret, Joel var rykket ind på den centrale midtbane og Jonas lå på højre midtbane.

Vi startede faktisk pænt med god boldomgang og stor sikkerhed i forsvaret. Konstellationen med Matias – måske rækkens bedste forsvarsspiller – og David i midterforsvaret, og Noah og Simon på de to backs virkede sikker, og midtbanefløjene Jonas og Marcus samt de centrale midtbanespillere Joel og Daniel var særdeles arbejdssomme.

Det tyske hold havde dog en klar fysisk fordel, og selv om vi spillede bolden godt rundt og turde holde på bolden, formåede vi ikke rigtig at sætte angriberne Tobias og Blüd i scene, og pludselig rendte vi så ind i lussingen.

Med få minutters mellemrum kom tyskerne på 1-0, da bolden blev spillet over David, og en tysker løb bag om ham og udnyttede mand til mand chancen over for Joakim, og da Joakim kort efter ikke fik fat i en tværbold, der ramte stolpen, var det tyskerne, der var hurtigst over returen og gjorde det til 2-0.

I den fase af kampen måtte vi også betale en del af prisen for gårsdagens hårde kamp mod Spanien, og mistede både Simon, der foråret igennem har haft problemer med sin lyske og måtte afløses af Joshua, og vores anden back, Noah, der havde stået for et fremragende fremstød over 80 m, hvor Daniel fandt ham med en diagonalbold nærmest fra den anden sidelinie, hvilket gav plads til Jonathan.

Halvlegens midtvejs-udskiftninger bragte Adam R og Adam S ind i stedet for hhv. Jonas og Tobias, men brød ikke vores ulykkelige forløb. Tyskerne kom på 3-0, da en angriber nåede foran Joshua ved forreste stolpe og headede et halvhøjt indlæg fra venstre ind via overliggeren, og samme moment var David, med smerter i knæet, den 4. af de bagerste spillere, der måtte trække sig ud, hvorefter Noah måtte ind igen på højre backen, og Jonathan kom ind i midterforsvaret. 

Trods fornemt spil af ikke mindst Joel på midten, producerede vi kun en enkelt 100%-chance i 1.halvleg, men målmanden var lige akkurat for høj, til at det lykkedes for Blüd at vippe bolden over ham. Vi kom til et par gode indlæg bl.a. efter en flot kombination mellem Blüd og Daniel i frimærket i venstre side, og til et par langskudsforsøg, men ellers holdt et stærkt tysk forsvar os stangen. Heller ikke tyskerne producerede noget specielt farligt bortset fra et enkelt frispark, som Joakim reddede i fuld længde, og en flyvende Matias måtte ud og blokere retur-forsøget på.

Langt inde i halvlegens overtid fik vi alligevel endnu en kold dusch, da et tilfældigt forsøg prellede af på overliggeren efter at være blevet blokeret, men tyskerne endnu en gang fulgte op på returen og kom op på lammende 4-0 ved pausen.

Vi benyttede pausen til at give turneringsdebut til Sasha (ind for Adam R) og Elias (ind på venstre back for Joshua), samt gav den velspillende Blüd en pause så Tobias kom ind igen.

Tyskerne trak sig tilbage på banen og lurede i endnu højere grad ind i 1.halvleg på contraangreb, men heldigvis var vores boldomgang god nok til at nægte dem mange muligheder for at komme afsted, og Matias og resten af forsvaret tog sig af det, der kom.

Et par nye danske udskiftninger bragte Yair ind i stedet for den arbejdssomme Marcus, mens Daniel, der var plaget af en genrende vabel, fik pause og blev afløst af Blüd på midtbanen, og det blev netop Blüd, der gav os fornyet håb, ved at vise at timing er mindst lige så vigtig som højde i luftduellerne, da han forlængede et frispark fra Matias ind til 1-4.

Desværre varede glæden ikke længe, før tyskerne på en stikning på grænsen til offside fik sendt en angriber afsted med Jonathan helt oppe i hælene, men ude af stand til at forhindre 5-1 scoringen.

Med 10 minutter tilbage blev Joel, der tidligere var blevet afløst af Daniel, sendt ind i angrebet i stedet for Adam S, og nogenlunde samtidig blev vi for femte gang tvunget til at skifte ud i forsvaret, da Jonathan følte sig dehydreret, hvorefter Noah måtte ind i midten, og Joshua blev skiftet ind som højre back.

For Noah betød det mere plads at lægge sine afleveringer på, end han havde som back, og han stod faktisk bag to af vores bedste muligheder ved at støde frem fra midterforsvaret og finde Joel, der rykkede i dybden, men første forsøg passerede tæt over mål, og andet hamrede ind på overliggeren.

Vi havde en klar fornemmelse af at være tættere på tyskerne, end cifrene viste, og fortsatte med at satse, men blev straffet med endnu et contramål, da Matias blev fanget fremme efter et hjørnespark, og tyskerne gennemførte et flot og lynhurtigt modangreb.

Med småskaderne hos Elias, Simon, David og egentligt også Noah og Matias kommer lørdagens hviledag på et godt tidspunkt, men derefter venter yderligere tre kampe på tre dage, så vi kunne godt fortjene lidt medgang… 

 

7/7: 2-1 over Spanien

JUNIORHOLDET ÅBNER EMG MED EN SMAL 2-1 SEJR OVER SPANIEN

 Efter Spanien i 1.runde af EMG, hvor vi var oversiddere, var blevet besejret med hele 5-1 af værtsnationen Østrig, og favoritterne fra Storbritannien samtidigt slog Tyskland 2-0, vurderede vi, at vores opgør mod Spanien ville være en nøglekamp i bestræbelserne på at nå frem til en medaljekamp i sidste ende.

 Vi havde spottet en stærk spansk central midtbane, en hurtig og dygtig venstre kant, samt et svagt punkt i den spanske vesntre forsvarsside og på deres målmandspost. Som følge af de observationer havde vi besluttet at flytte David frem på vores centrale midtbane og lade Joel spille på højre kant for at udfordre spanierne i den side.

 Startformationen blev dermed: Joakim – Noah, Matias, Jonathan, Simon – Joel, David, Daniel, Marcus – Blüd og Tobias.

 Fra starten af kampen lykkedes det at sætte Joel i scene over for deres venstre back, der dog var blevet erstattet af en noget bedre spiller, men som alligevel fik hænderne fulde og var særdeles heldig med ikke at få et straffespark imod sig på et meget tidligt tidspunkt, da Joel rundede ham og skar ind i feltet, hvor han ganske klart blev fældet, men hverken dommer eller liniedommer ønskede at åbne kampen med et straffespark.

 Det blev i indledningen til et par gode opløb fra dansk side, men ikke de store chancer, og da heller ikke Spanien for alvor kunne ryste vores forsvar, hvor Noah indfriede forventningerne og havde godt tjek på deres venstre kant, mens Simon gjorde det glimrende på en lidt uvant venstre back, var stillingen, da de første udskiftninger blev sat ind lidt over midten af halvlegen, stadig 0-0. Vi fik Adam S ind i angrebet i stedet for Tobias, og Yair afløste Marcus på venstre midtbane, og Adam stod for halvlegens klart bedste forsøg i første boldberøring, da han fik en glimrende bold i dybden fra egen banehalvdel og løftede den over den fremstormende målmand, der var kommet langt ud af eget felt, men bolden hoppede desværre over målet.

 Kampen blev spillet i 31 graders varme og hen mod pausen var alle tre midtbanespillere Joel, David og Daniel tappet for kræfter. I pausen skiftede vi Joel på højrekanten med Adam R, og Blüd gjorde i angrebet plads for Tobias kunne komme ind igen, mens Joshua afløste Simon på venstre back. Vi kom lidt dårligt fra start i 2.halvleg med to trætte centrale midtbanespillere og måtte love for Matias utroligt stærke forsvarsspil, der gang på gang kom i vejen fra de spanske fremstød. Da den stærke spanske vestrekant blev taget ud byttede Noah og Adam R position på vores højre side, og da det en enkelt gang lykkedes spanierne at slippe forbi Jonathan og Matias, lukkede de to backs Adam R og Joshua af i fællesskab med nogle fornemme tilbageløb. Vi forsøgte at give David og Daniel lidt luft ved at lade Joel afløse de to på skift, men rendte ind i et chok, da Spanien noget ufortjent kom på 1-0 på et direkte frispark, der sejlede ind under overliggeren over Joakims rækkevidde.

 Vi måtte atter satse offensivt og skiftede Daniel ind som højre kant i stedet for Adam R i håb om, at han kunne skaffe sig afslutningsmuligheder ved at drible ind i banen til sit venstreben, og kom frem til et god mulighed, da Blüd slap igennem i det spanske felt, men hans bold over målmanden sejlede lige præcis over målet. I stedet blev det Tobias, der kunne tegne sig for udligningen ved at udplacere målmanden efter at være blevet spillet fri af David.

 Kort efter vippede kampen for alvor, da Noah, der tidligere i halvlegen var blevet trukket tilbage på backpladsen, kolliderede med den stærke spanske venstrekant, som kommet ind igen. Dels blev Noah skadet i sammenstødet, dels var vi nervøse for, at dommeren i situationen ville dømme straffespark til Spanien, men til vores lettelse gav han dem blot et frispark uden for feltet. Skaden tvang os til nye omrokeringer: Jonathan blev sendt ud som højre back, David blev trukket tilbage i midterforsvaret, Blüd blev trukket tilbage på central midtbane ved siden af Joel, og Adam S kom ind i angrebet igen.

 Lidt overraskende blev det netop denne opstilling, som allerbedst formåede at spille det possession-fodbold, vi helst vil spille. Yair, som også delte anden halvleg med Marcus, Joel og Blüd begyndte at finde hinanden med stor sikkerhed, og spanierne var blevet kørt trætte og måtte skifte ud blandt deres stamspillere, og det var fuldstændig fortjent, at vi kom på 2-1, da Blüd fik fat i en andenbold i udkantet af straffefeltet og udplacerede målmanden med en flad bold i det lange hjørne.

 Hvor det i den periode, hvor Spanien var foran, var dem, der trak tiden ud med spillere, der rullede rundt og i et minuts tid var meget skadede, var det nu os, der i slutfasen satte ind med udskiftninger til at trække tiden. Jonas kom ind på venstrekanten i stedet for Yair og blev straks involveret i et par forsvarsaktioner, mens Simon, der lidt senere afløste Joshua ikke nåede i aktion for alvor, da Joel var dygtig til at bringe bolden op til hjørneflaget på den spanske halvdel og få tid til at gå der.

 2-1 sejren åbner muligheder videre i turneringen, hvor Storbritannien slog Østrig og synes at sætte sig på den ene finaleplads, mens Tyskland, som vi møder i morgen tidlig, Østrig og vi selv har muligheden for at sætte sig på den anden finaleplads.

 

6/7 Fantastisk åbning af EMG 2011 i Wien

Over 2000 sportsfolk fra 37 lande var samlet på Wiens Rådhusplads til åbningen af European Maccabi Games 2011.

Blandt de mange honoratiores var Østrigs præsident, formanden for Knesset og Wiens borgmester.

Den danske trup med Blüd som fanebærer

 

De sædvanlige taler og hilsner blev fulgt til dørs af et flot show, men for vores juniorspillere var det ikke mindst samværet med de andre sportsfolk og forhandlingerne om bytteobjekter, der vil blive husket.

Hektisk stemning i hotellets foyer før afgang til åbningshøjtidelighed

Skotland!

HOW I MET YOUR MOTHER.. Den hollandske tennispige Daniellas (i midten) danske mor og hollandske far mødte hinanden ved Maccabiaden i 1985 i Israel

Den danske delegation marcherer ind på Rådhuspladsen og forbi fanebærerne