Drenge96

Se holdet egen hjemmeside her

 

NORWAY CUP 2010

Norway Cup 2010 – de onde sekunder

2010 blev året, hvor Hakoah efter 20 års fravær vendte tilbage til Norway Cup – efter Gothia Cup i Gøteborg, verdens største ungdomsfodboldturnering – med vores talentfulde u14 hold, der kunne stille med 13 mand og blive suppleret med Noam og David fra PGT ´95-holdet og søndagsfodbolden.

Vi var kommet i pulje med andetholdet fra Vålerenga, en af Norges absolutte topklubber, førsteholdet fra Ull/Kisa, en ambitiøs Oslo-klub og Nordre Land, en klub, der syntes at være i Hakoahs almene vægtklasse.

Efter hård træning fredag og let træning lørdag var vi søndag aften klare til Norway Cup-debuten på Ekebergsletten mod Ull/Kisa. Vi var klar til en satsning med en super-midtbane med David og Daniel centralt og de skud- og gennembrudsstærke fløje Joel og Blüd. Da banen var meget smal, og det blæste en del, havde vi endda talt om at lade de to fløje bytte side for bedre at kunne komme til skudmuligheder i medvinds-halvlegen, men lodtrækningen magede det sådan, at vi startede i modvind, og planen blev udskudt.

Imidlertid kan det være svært at lægge planer, der kan overleve mødet med virkeligheden og tilfældigheden, og efter mindre end 10 minutters spil blev vores planer udsat for to kraftige slag: Først måtte Blüd udgå med en skade, og selv om vi kunne sætte Jonas S direkte ind på hans plads, mistede vi en offensiv trussel mod et fysisk stærkt hold, og få minutter efter kom vi ærgerligt bagud, da en tackling fra venstre backen Jonathan røg direkte hen til en nordmand, der overlistede Noam i målet med et højt, dykkende spark, som Noam nok fik hænderne på, men som han ikke kunne holde ude af målet. 

Vi kæmpede godt videre i modvinden, og forsvaret med Adam R, Matias, Simon og Jonathan stod fint imod, men kunne ikke forhindre, at vi kom bagud 0-2 inden pausen på et hovedstød fra spids vinkel. Angrebsmæssigt havde vi svært ved at svare igen, Sasha og Adam S kom ikke rigtig frem til nogle chancer, og vores bedste muligheder var et par frispark fra Matias.

I pausen kom Noah og Joshua ind på backpladserne, og Marcus blev skiftet ind i angrebet, og de tre spillere fik tilført holdet nye kræfter og bidrog i høj grad til at vende spil-billedet, så vi i anden halvleg oplevede en meget mere lige kamp, hvor ingen af holdene dog formåede at score, så Ull/Kisa trak sig ud af opgøret med en 2-0 sejr.

Vi havde haft spejdere ude at se opgøret mellem puljens to andre hold, hvor Nordre Land noget ufortjent fik 1-1 mod Vålerenga, der endda var heldige med ikke at tabe kampen. Vi var derfor ganske godt forberedte på en meget hurtig og bevægelig Vålereng-angriber, som Jonathan blev flyttet ind i midterforsvaret for at markere ud af kampen; et træk der lykkedes til fulde, og i anden halvleg havde nordmanden fået nok af ´overfrakken´ og tiggede om at blive skiftet ud. I kampens indledende fase havde Vålerenga et par halve chancer på stikninger i dybden, men Noam kom ud til dem og fik plukket boldene til sig, uden at det kom til egentlige farligheder, og i resten af kampen ryddede Matias alt, hvad der var af afleveringer ind i vores straffefelt, til sig.

I angrebet havde Adam S fem ganske livlige minutter i starten af 2.halvleg. Vi havde startet med Blüd og Marcus på toppen, men Blüd måtte atter lade sig skifte ud efter bare et par minutters spil, og Adam var opsat på sætte sit præg på kampen i stedet. Tidligt i anden halvleg erobrede han bolden fra en forsvarer og fik afsluttet, men målmanden fik akkurat drejet bolden over målet. Til gengæld kom Adam succesrigt ud af duellen med målmanden få minutter efter, da Marcus i hans sidste aktion, inden han blev erstattet af Sasha, tog bolden til sig i voldsom trafik foran modstandernes straffefelt og fornemt stak den inden om deres midterforsvarer til Adam, hvis afslutning målmanden atter fik hånden på, men alligevel fortsatte i mål. Yderligere et par minutter senere troede vi, at det var lykkedes Adam at afgøre kampen, da han omsatte Davids fine stikning i mål, men dommeren havde fløjtet for offside og gav ham i stedet en advarsel for at trække tiden ud. Trods et norsk pres i slutminutterne holdt vi dog stand hele vejen hjem, og med en 1-0 sejr var en andenplads i puljen og adgang til A-slutspillet eller en tredjeplads og dermed B-slutspil snublende tæt på, da Ull/Kisa samtidigt slog Nordre Land 6-0.

Til kampen mod Nordre Land måtte vi ikke alene se bort fra Blüd, der ikke kunne blive sin skade kvit, men også Jonathan, der var småsyg. I stedet rykkede Simon atter ind på sin vante plads i midterforsvaret, og så prøvede vi en anden ny konstellation på midtbanen, hvor Jonas lå i højre side, Joel kom ind ved siden af David på midten for at fighte sig ind i turneringen, og Daniel så blev rykket ud i venstre for at skabe nogle gennembrud.

Det blev på alle måder en yderst frustrerende kamp. Vi kunne ikke få spillet til at fungere mod en overkommelig modstander, og når vi i stedet forsøgte at fighte os ind i kampen, blev den i stedet fløjtet fuldstændig i stykker af en over-emsig engelsk dommer, der dømte frispark mod os hver eneste gang, vi havde erobret bolden i en nærkamp. Nordre Land havde ikke meget at byde på rent spillemæssigt, men med de mange tildelte frispark, fik de hele tiden brudt vores rytme og tvang hele tiden vores midtbane tilbage i eget flet for at tage imod de lange bolde, der blev hældt fremad banen. Midt i første halvleg fik vi endog en kold dusch, da den absolut bedste nordmand brød Davids aflevering foran eget felt og rykkede contra gennem hele banen, inden han udplacerede Noam til norsk 1-0 føring, der holdt halvlegen ud.

Vi kom godt ud til anden halvleg, hvor særlig Daniel forsøgte at udfordre på venstresiden, og efter ganske få minutter gav det bonus, da David holdt lige tilstrækkelig længe på bolden, til at Daniel kunne komme af sted i et uimodståeligt ryk, og Daniel omsatte pasningen i en udligning. Vi pressede nu voldsomt på, men fik stadig en mængde uforståelige domme imod os, og så udførte Nordre Lands es atter sit kunststykke med på egen hånd at score efter et contrastød ned gennem hele banens længderetning på trods af tacklingsforsøg fra Joel, Matias og Noah rækkefølge. Bagud 1-2 var vores avancement i turneringen i fare, og vi valgte at satse ved at gå over til et tre-mands-forsvar og smide Matias helt op på top, og vi var lige ved at få bonus, da David blev spillet alene med målmanden på kanten af feltet, men dommeren fløjtede af i samme øjeblik, da han kun havde lagt lige præcis 20 sekunder til i en situation, hvor Noam var blevet skadet.

Med 1-2 nederlaget var vores muligheder for at komme i A-slutspillet med en 1. eller en 2.plads i puljen forduftede, men vi ville stadig blive nr.3 og komme i B-slutspillet, hvis ikke Vålerenga kunne slå Ull/Kisa, der desværre allerede havde vundet puljen, og derfor ikke havde noget specielt at kæmpe for. Vi valgte derfor at køre ud til Vålerengas anlæg for at se den afgørende kamp, og vi måtte desværre konstatere, at Ull/Kisa stod for en ganske uengageret indsats i opgøret, der alligevel stod 1-1 frem til slutminuttet, hvor Vålerenga med en scoring sendte os ud i mørket.

Træningskamp mod de mangedobbelte mestre

I stedet for slutspilsdeltagelsen gik jagten på en attraktiv modstander til en træningskamp i stedet ind og sent samme aften lykkedes det at få en aftale med brasilianske Pequeninas do Jockey, der havde vundet aldersgruppen 5 gange de sidste 10 år, men hvis ene hold lige som os var blevet slået ud med en snæver margin.

Brasilianerne mødte kun op til træningskampen med 10 spillere, da tre mand angiveligt var blevet syge (eller var blevet overført til det hold, der var gået videre i turneringen). Vi aftalte derfor, at Marcus skulle spille med for dem i første halvleg, mens Adam R skulle være brasser i anden halvleg.

 Vi havde dog stadig så meget respekt for modstanderne, at vi havde rykket David ned i forsvaret, mens Joel og Daniel skulle danne den vante centrale midtbane fra den hjemlige turnering. Blüd blev atter prøvet i angrebet, men skaden var stadig generende og efter første boldkontakt måtte han overlade pladsen til den flittige Sasha.

Pequeninas kom på 1-0 ved Marcus (!), der med hovedet drejede et indlæg i mål via Davids hoved, og ved halvleg var vi bagud 0-3, hvor brasilianerne viste stor hurtighed og boldsikkerhed, og det var meget svært for Daniel og Joel at få vundet nogle bolde. Vores eneste store chance stod Adam S for, da han fra spids vinkel skød på overliggeren og bolden lige akkurat faldt ned uden for de fremstormende Jonas og Sashas rækkevidde.

Fra anden halvlegs start rykkede vi Jonathan ind i midterforsvaret sammen med Matias, Simon blev sat som højre back og Joshua som venstre, mens David og Noah skulle bryde det brasilianske spil i midtzonen, og det fik vendt kampen. Adam S reducerede på Noahs aflevering med et ´brasser-lob´ over den fremstormende målmand, men måtte udgå skadet lige efter. I stedet kom Joel ind i angrebet, og han stod for oplægget til Davids 2-3 scoring med en god aflevering ind bagom Pequeninas forsvar til den fremstormende David, og da målmanden halvklarede Noahs forsøg efter endnu et fantastisk ryk, gjorde Joel arbejdet færdigt og scorede til 3-3 fra spids vinkel.

Flot og overraskende at vi formåede at komme tilbage fra 0-3, men brasilianerne var bestemt stadig farlige og bl.a. den udlånte Adam R var ved at gøre det onde mod os, men de forsøg, der ramte inden for målrammen, tog Noam sig af med stor sikkerhed.

I kampens sidste minut havde vi målspark, og Matias fik sendt bolden op til Daniel, der omgående rykkede ned af venstresiden, slog et tidligt indlæg til Joel, som flot fik bolden med sig med brystet, og scorede sejrsmålet ed at udplacere målmanden med et venstrebensspark i det korte hjørne – en meriterende 4-3 sejr at rejse hjem på.

 

 

7/2-10: Sejr i sæsonens sidste indestævne Novo Nordisk Cup i Hillerød

Det har været svært at finde u14 stævner i denne sæson, og derfor har en række af vores spillere utålmodigt måtte se til, mens holdkammerater har været afsted til u13 stævner.

Sæsonens sidste stævne i Hillerød var endeligt et u14 stævne og med mamutpuljer med 6 hold i hver og en spilletid på ikke mindre end 9 minutter pr. kamp, var der også rigeligt med bane-tid til alle 7 spillere, der var med.

Vi arbejdede i hovedparten af kampene med to kæder: Matias og Yair i forsvaret med Tobias over midten og en kæde med Joel og Simon i forsvaret og Adam S over midten. Daniel passede målet bag begge kæder, men skulle med frem som spilstyrer med enten Matias eller Joel.

Det blev en meget sikker puljesejr, hvor vi allerede inden sidste kamp mod Helsingør var sikre på at ende som nr.1.

Vi slog Ålholm2 med 5-3 i åbningskampen med en føring på 5-1 undervejs efter godt contraspil og et par flotte langskudsmål af både Daniel og Matias fra egen banehalvdel.

Anden kamp blev vundet over FC Storebælt1 fra Korsør med 4-3. Også her var vi sikkert i front, men Storebælt1 fik reduceret i sidste øjeblik.

Med en 7-0 sejr over KFUM3 var vi næsten sikre på mindst 2.pladsen og en semifinale inden de to sidste indledende runder, og vi formåede derfor uden de store problemer at ryste en dum start i kampen efter mod KFUM4 af os, da Adam blev udvist efter mindre end et halvt minuts spil, og vi efter næsten 3 minutters godt spil i undertal måtte indkassere et contramål, da vores topscorer, målmand Daniel, fik et skud blokeret og KFUM i stedet scorede. Selv om tempoet var lavt, var hovedet koldt, og vi kørte en sikker 3-1 sejr hjem.

Sidste puljekamp mod Helsingør var derefter ligegyldig for vores vedkommende. Efter 1 sejr og 3 uafgjorte skulle Helsingør bruge en sejr for at komme videre, men de fik ikke hjælp fra vores side, og blev sendt ud med et 2-4 nederlag.

Det var en dag med meget lange ventetider og mere end en times venten på semifinalen gjorde os ikke godt. Vi kom meget dårligt ud til kampen mod KFUM1 og var alt for stationære i vores angrebsspil, som udelukkende havde Daniels langskud som trussel. Vi kom bagud 0-2 og fik endda på en dommerfejl Joel udvist, men var alligevel tvunget til at bryde forsvarsrytmen og jage bolden for at lægge pres på KFUM, der spillede med utroligt lange angreb. Til alt held lykkedes taktikken. KFUM fik også en mand smidt ud, og vi fik taget frisparket hurtigt og scorede endelig i omstillingsspillet. Og pludselig lykkedes det at få tempo ind i kampen og få gang i vores contraspil, hvilet gav yderligere to scoringer ved Matias og en 3-2 sejr.

I finalen umiddelbart efter ventede `Park holdet´, som havde vundet deres pulje lige så overlegent som vi, men i modsætning til os havde de slet ikke den samme bredde på holdet og havde kun 4 kampklare spillere til finalen. Lidt overraskende var det os, der sad i førersædet kampen igennem. Tobias bragte os på 1-0 med et flot mål fra spids vinkel, og kampen igennem var Parkholdet aldrig tættere på os end et mål bagud. I sidste ende blev det til 5-4 sejr, hvilket lyder tættere end det egentlig var med tanke på, at Parkholdets 4-5 reducering faldt med 10 sekunder tilbage – vi var simpelthen hurtigere på fødderne og mere direkte i spillet end modstanderne, der virkede slidte efter en lang dag.

Stort tillykke til u14.

 

22/10 -09: U14 vinder rækken

I en sæson, der har budt på finaleplads i PGT og turneringssejr i forårets 9Ms række, er en af de få kampe, vi er gået ned i, efterårets første opgør mod B1908, hvor vi blev tromlet, kyst og tabte 0-5.

Når vi i sæsonens sidste kamp skulle møde netop B1908 igen, og var tvunget til at vinde for at vinde rækken, var det ganske optimistisk, at Elias havde medbragt champagne til kampen. Men med ikke-spillende holdkammerater, forældre, søskende, bedsteforældre, klassekammerater og famliliemedlemmer fra Sydamerika på sidelinien og endda klasselærer som dommer, kunne spillerne finde ekstra ressourcer frem til at skabe en helt anderledes kamp på Ryparkens kunstgræsbane med lysanlæg.

Efter en lige åbning, hvor Daniel fik testet 08´ernes målmand med et par gode langskud, og hvor Noah var tæt på at score på en nøjagtig kopi af 1-0 målet mod B1903, var det gæsterne, der overtog spillet.

Vi havde valgt at lægge ud med samme opstilling, som sikrede 2-1 sejren over B1903 fire dage forinden, og dermed startede Tobias og Yair - begge tilbage efter skader og ferie - på bænken. En meget offensiv højre midtbanespiller hos B1908 tvang Joshua tilbage til position næsten som venstre back hos os, og vores forsvarsspillere Simon og Jonathan havde hænderne mere end fulde.

I målet spillede Elias en flot 1.halvleg og på hans eneste fejl, hvor han ikke fik grebet et indlæg, var der hjælp at hente hos Daniel, der kampen igennem leverede en kæmpe arbejdsindsats. Vores højreside havde Noah RG god styr på, men det tryk, B1908 lagde på vores midterakse og vores venstreside kostede rigtig mange kræfter, og hvor vi i starten af kampen havde mange spillere, der stødte med frem og samlede de bolde op, som Adam S lagde af til de fremstormende, når bolden blev spillet frem, nåede i anden del af halvlegen kun Marcus med frem, og det var da også ham, der stod for vores eneste rigtigt kvalificerede afslutningsforsøg i denne fase af kampen, da han tvang målmanden ud i fuld længde med et godt hovedstødsforsøg.

Ved pausen var stillingen stadig 0-0, hvilket egentligt var meget tilfredsstillende på baggrund af resultatet af første kamp og af 1.halvlegs kampbillede, men ikke tilstrækkeligt til at vinde rækken - vi var tvunget frem på banen for at score.

Det blev en betydeligt mere livlig halvleg. Vi fik gang i vores contraspil, og der var ikke gået mange minutter, før Matias fik spillet bolden frem til Adam S, der holdt farten og udplacerede den fremstormende målmand, men måtte se bolden passere tæt forbi fjerneste stolpe.

Vi var dog inde i en fremragende periode, der virkeligt rystede B1908, og få minutter efter åbnede vores suveræne efterårs-topscorer Daniel målscoringen, da han vandt bolden fra B1908s stærke højrekantsspiller nede på vores banehalvdel, og rykkede direkte contra, rystede modstanderen af og udnyttede, at topholdets forsvarere tøvede med at tage valget mellem at gå til ham eller følge med Adams og Tobias bevægelse. Fra en spids vinkel sparkede Daniel os foran med et præcist spark til fjerneste stolpe.

Og få minutter senere kronede Tobias et vellykket comeback, da han rykkede i dybden på det præcist rigtige tidspunkt og fik en perfekt stikning fra Matias. Med en stiv tå passerede han målmanden uden at behøve at gå ned i tempo, og med 2-0 kunne vi for alvor tro på, at overraskelsen var ved at materialisere sig.

 B1908 svarede igen med et voldsomt pres, men Elias udrettede de rene mirakler mellem stængerne. Tre mand-til-mand situationer vandt Elias - den ene gang greb han endda den afsluttende B1908-spiller ud.

På et nyt flot contraangreb lukkede Matias kampen med scoringen til 3-0. Endnu en gang var opskriften spil på tredjemanden og et dybdeløb allerede inden, bolden blev spillet i fremad. Flot indbyrdes forståelse mellem vores offensivspillere.

Med en halv halvleg tilbage at spille, var der egentlig stadig tid for B1908 til at komme tilbage i kampen, men trods en mængde afslutninger havde man en fornemmelse af, at de ikke ville være i stand til at passere Elias. I slutminutterne kom de efterhånden ganske tæt på et par gange, men de få gange, Elias ikke fat på bolden, nåede de enten frem til tværbolden, eller også dukkede der en Hakoahspiller op og reddede situationen, som da Daniel tog et 40m tilbageløb og blokerede på stregen.

Først et minut inde i overtiden lykkedes det for B1908 at straffe en af Matias vel nok eneste defensive fejl gennem hele året og få scoret et trøstmål. Ærgerligt, da det kunne have et perfekt tidspunkt at få efterårets første ´clean sheet´, men da champagnepropperne få øjeblikke efter kunne springe, var det ganske ligegyldigt - forårets 1.plads var blevet suppleret med endnu en turneringssejr.

 

18/10 U14 tilbage i topstriden og klar til seriefinalen

Da vi i første halvsæsons sidste kamp måtte afgive vores 1.plads til B1908, der med et par forstærkninger fra mesterrækken gav et sygdomsramt Hakoahhold en ordentlig lussing med 5-0, afskrev vi vel egentlig os selv chancen for at vinde rækken.


 

Ugen efter var vi atter på besøg på vindblæste Sundby Idrætspark, hvor vi mødte Fremad Amager, som vi lidt skuffende kun fik 3-3 mod i første kamp. Det blev atter en frustrerende oplevelse, hvor følelserne kom ud på nogle ordentlige rutscheture. Efter 1.halvlegs modvind var vi kun bagud 0-1, men den optimisme, vi startede 2.halvleg med fik et skud for boven, da Fremad alt for nemt kom foran 2-0. Optimismen blev tændt igen, da en indøvet hjørnesparksvariant lykkedes til fulde og Noah RG reducerede til 1-2, men et nyt mål til hjemmeholdet betød, at vi gik ind i de sidste 5 minutter bagud med 1-3 efter at have ramt træværket 3 gange. Men på de sidste 5 minutter rejste holdet sig på fantastisk vis: Matias og Daniel stod hver for et mål, så vi kom op på 3-3, og i de sidste to angreb kreerede vi tre kæmpemuligheder for at afgøre kampen til vores fordel og løbe med alle tre points, da Matias hovedstød ramte Adam S, og Marcus i næste angreb slap alene igennem med målmanden, men fra en spids vinkel ramte den fjerneste stolpe, hvor Adam S netop ikke fik fanget returen og missede muligheden for at putte den ind i det tomme mål.


 

Det utrolige comeback i de sidste minutter gav – trods pointtabet – blod på tanden, og i næste kamp mod Jægersborg, der stillede med en del dispensationsspillere, syntes vi at ride videre på bølgen, da Daniel scorede to gange inden for de første fem minutter. Vi kom endda også på 3-0 ved Marcus, der gennem hele efteråret har været en af vores dominerende angrebsspillere og har lagt op til masser af vores mål, men som stadig havde sit første sæsonmål til gode.


 

Med vinden i ryggen skulle man tro, vi var klare til at lukke kampen, men en sjælden stor forsvarsfejl forærede Jægersborg en reducering, og inden halvlegens slutning var de pludselig oppe på 3-3. I anden halvleg fortsatte frustrationerne. Trods en god portion chancer blev det kun til en enkelt scoring ved Adam S, mens Jægersborg fortsatte med udnytte vores mange forsvarsfejl, og med et mål i slutminuttet endte med at vinde 4-6 og tilsyneladende sendte os helt ud af topstriden.


 

I første runde spillede vi en af vores bedste kampe mod Skovshoved og vandt 7-3 med bl.a. Joshua og Sasha blandt målscorerne. Returkampen blev betydeligt mere lige, og afgørelsen faldt igen på et mål i slutminuttet, hvor Daniel blev vores matchwinner i 2-1 sejren, efter Joshua havde stået for første mål. Men ud over selve sejren og de tre points kunne vi også tage en flot forsvarsindsats uden fejl med os videre – og så altså være dybt taknemmelige over for Skovserne, der med sejre over topholdene B1903 og B1908, pludselig åbnede muligheden for, at vi kunne bringe os ind i topstriden igen.


 

Kampen i næstsidste runde mod B1903 blev dermed den første af to finalekampe. En sejr ville bringe os op et point efter B1908 og samtidigt sætte B1903 af. Med en placering på sidste søndag i efterårsferien havde begge hold problemer med afbud, men mens vi ikke rigtig havde mulighed for at erstatte vores bortrejste spillere, supplerede B1903 med spillere fra deres højere placerede hold. Vi endte med kun at være 9½ spillere. ½, da Noah L var syg og måtte tage hjem efter kun 15 minutter på banen, men heldigvis stod de 9 tilbageværende spillere distancen ud, og det selv om flere af dem – med Joshua selv i spidsen – havde fejret Joshuas barmitzva natten igennem.


 

B1903 lagde ud med skræmmende god boldomgang og godt sammenspil. Bolden blev kørt rundt om vores spillere, og forsvaret var under konstant pres, men Daniel og Matias på den centrale midtbane begyndte efterhånden at vinde nærkampene i banens midt-akse, og efter de første 10 minutters tid under pres begyndte kampen at tippe over til vores fordel. Forsvarsklipperne Jonathan og Simon spillede endnu en kamp uden at begå en eneste fejl, Daniel og Matias var her og der og allevegne, midtbanefløjene Noah RG og Joshua udførte et enormt løbearbejde og lukkede samtidigt godt af i deres sider, Marcus viste sig endnu en gang som en virkeligt boldfast target-spiller at spille bolden frem til og havde frækhed i driblinger og spilninger, og midt i halvlegen var det faktisk både logisk og velfortjent, at vi kom foran, da Daniel fik slået et fantastisk indlæg helt nede fra hjørneflaget, og Noah RG i fuldt løb kom drønende ind i feltet fra modsatte side og headede 1-0 scoringen i nettet.


 

Adam S var mest mærket efter to nætters fester og bad om at blive skiftet ud, og Noah L kom ind på venstre midtbane, mens Joshua blev rykket op på toppen. Noah fik omgående hænderne fulde, da B1903 lagde det meste af deres opspil ud i vores venstreside, men med god hjælp fra spillerne i midtaksen stod han godt imod og brugte de kræfter, han kunne mønstre, inden han i halvlegens slutning måtte udgå og skulle køres direkte hjem i seng. Heldigvis var Adam kommet til hægterne igen og gik ind og spillede en af sine bedste kampe i efteråret, krydret med 2-0 målet i starten af 2.halvleg på Matias lange fremlægning, som blev prikket ind under B1903s fremragende målmand, der netop ikke nåede bolden, før Adam var der.


 

Desværre fik vi ikke lov at nyde tomåls-margenen særligt længe, da en B1903 spiller lidt vel let fik lov til at heade reduceringen ind til 1-2 efter et hjørnespark med 25 minutter tilbage at spille. B1903 sendte deres bedste spiller ind som forreste angriber, og Jonathan stod nu over for en lille lynhurtig boldkunstner i stedet for den forward, som han havde skulle matche på fysikken i første halvleg. Det blev en nøgleduel i kampen, men efter 03´eren havde vundet de første konfrontationer og bl.a. havde fremtvunget et par frispark i farlige positioner, var det Jonathan, der med god hjælp fra Simon og Matias fik tilkæmpet sig overtaget – bedst illustreret, da Jonathan erobrede bolden langt nede på egen banehalvdel, driblede uden om to modspillere, satte tempoet ned og pludselig skiftede tempo med endnu en dribling, slap bolden i nøjagtigt rette øjeblik og fortsatte sit løb fremad i contraangrebet, der dog ikke mundede ud i en scoring.


 

Halvlegen igennem var det B1903, der havde bolden mest, men os, der skabte de bedste muligheder. Elias viste stor klasse med et par rene TV-redninger på de få afslutninger hjemmeholdet havde inden for målrammen, mens B1903-målmanden måtte ud i par rene mirakler for at holde Adam, Marcus og Daniel fra at score. Mod slutningen af kampen var vores kræfter virkeligt ved at slippe op, og dommeren lod spillet fortsætte mere end tre minutter ind i overtiden – stadig med Hakoah, som det hold, der var nærmest ved en scoring, men da han endelig fløjtede af, kunne vi juble os over at have kvalificeret os til ”finalekampen” i sidste runde mod B1908.

 

3/9 - 09: U14 lægger sig i spidsen af rækken.

Hen over sommeren er forårets u13 spillere nu blevet u14, og holdet er rykket op i rækkerne, så de ligger i pulje 4. Alligevel er der gode muligheder for, at succesen fortsætter fra forårets puljevinder-sæson.

Det var en lidt tøvende start, da vi trods fysiks forspring ikke kunne presse Fremad Amager bagud i første kamp. Holdets organisation og kampvilje manglede, men på to mål af Tobias og et af Daniel blev det til et enkelt point med 3-3. En streg i regningen var det, at målmand Elias blev skadet i lysken i 1.halvleg. Marcus gik ind og gjorde fremragende på sin gamle plads mellem stængerne, men manglede i den anden ende.

Anden kamp var mod Jægersborg, som rykkede op sammen med os i foråret, og som vi i praksis afgjorde rækken mod, da vi vandt det indbyrdes opgør i næstsidste runde med 3-2. I efterårskampen var det endnu mere lige med to hold, der viste sig rigtigt dygtige på contraangrebene. Adam R fik noget af et gennembrud på den defensive midtbane, men det var Daniel, der med tre mål stod for matchwinner-rollen i 5-4 sejren. Adam S og Noah RG stod for de to sidste mål.

I tredje runde nåede holdet sit hidtige højdepunkt. Elias var tilbage efter sin skade, men kunne ike sparke ud, hvilket betød at Skovshoved havde muligheder for at sætte under os under pres, hver gang han havde bolden. Til gengæld spillede vi noget af sæsonens smukkeste angrebsspil. Vi kom på 1-0, da Jonas vandt en duel ved sidelinien og blev fældet ulovligt. Matias kaldte Daniel over fra den modsatte side for at sparke et indadskruet frispark, og han pandede selv bolden fra Daniel i mål. I en lidt ærgerlig periode midt i halvlegen scorede SIF to gange på hurtige opløb, mens Matias ikke mindre end tre gange ramte træværket på sine forsøg, og forsvarsklippen Jonathan var ganske, ganske tæt på at score efter hjørnespark.

Selv om SIF måske havde bolden mest, var det fuldstændig logisk og retfærdigt, at vi fik udlignet i slutningen af halvlegen; vi var simpelthen farligere med bolden, og Matias mål, som blev skabt efter fantastisk småspil, hvor Marcus og Matias på meget snæver plads kombinerede sig igennem et massivt SIF-forsvar, havde høj klasse.

Fra starten 2.halvleg fik vi Yair tilbage på banen efter et velfortjent hvil, og sammen med Daniel, der var blevet sat frem på pladsen som bagerste angriber, var det nu også, der diskede op med det direkte contraspil. To gange viste Daniel, at stolperne også kan være angriberens gode venner, da han på velplacerede langskud passerede målmanden med et par stolpe-ind´er, og så førte vi pludselig 4-2.

Det fik SIF til at gå i opløsning. Vi kunne tillade os at skifte forsvarsklippen Simon ud og alligevel stå for de største farligheder. Noah RG gjorde det til 5-2, Sasha scorede med hælen til 6-2, SIF reducerede, men Joshua lukkede kampen med målet til 7-3, da han sikkert udplacerede målmanden fra spids vinkel.

 

16/6-09: U13 vinder puljen

Vinder af u13 2009 forår:

Bagerst fra venstre: Morten, Jonathan, Tom, Yoel, Daniel, Yair, Marcus, Adam S, Simon, Matias
Forrest: Joshua, Sasha, Adam R, Elias, Tobias, Noah RG, Noah L
Mangler: Jonas

 

FANTASTISK SPIL DA U13 AFGJORDE PULJEN

Efter søndagens sejr over Jægersborg havde u13-holdet spillet sig til matchbold i puljen og kunne med en sejr i dagens opgør mod HIK sikre sig 1.pladsen uafhængigt af resultatet mellem nr.2 GVI og nr.3 Jægersborg på lørdag.

Og lad det være sagt med det samme: Efter en tøvende start fik Hakoah for alvor mesterspillet frem fra midten af 1.halvleg og vandt kampen med knusende 7-0.

I forhold til søndagens topopgør var der blevet plads til 2 nye spillere i startopstillingen med Noah L på den defensive midtbane (”skraldespanden”) og Joshua som den forreste angriber. Nye var ligeledes Tom og Sasha, der begge startede ude sammen med AdamS og Yair.

Fra starten af kampen satte vi os på spillet. Matias på den centrale midtbane og Noah RG og Daniel på fløjene førte en mængde af angreb frem mod HIK målet, men de mange rigtig kvalificerede afslutningsforsøg ramte enten målmanden eller gik tæt over målet. De to forreste, Marcus og Joshua, arbejde utrætteligt på at løbe i hullerne og skabe muligheder for hinanden og for midtbanefolkene, men ind ville bolden ikke, og vi måtte også love for Simon og Jonathan solide arbejde i forsvaret foran Elias´ mål.

Med de fire indskiftninger midt i halvlegen kom vi imidlertid en del tættere på scoringer. I anden halvdel af 1.halvleg tegnede Yair sig for et kanonspark med venstrebenet på overliggeren, og Adam S stod for ikke mindre end tre afslutninger på stolpen og to scoringer – i øvrigt begge på flotte Solo-præstationer, hvor han fik gode bolde i dybden og med flotte første-berøringer rundede HIK forsvaret. Faktisk kunne et par af forsøgene på stolpen havde været blevet til perler: Først gik Marcus til baglinien og lagde et flot indlæg, som Adam headede på stolpen og kort efter lobbede Matias elegant bolden over en forsvarer og frem til Adam, som i medløb drejede bolden over på den fjerneste stolpe.

2-0 ved pausen blev til 3-0 kort ind i 2.halvleg, da Adam fuldendte sit hattrick ved at prikke en afslutning fra Yair forbi målmanden, og trods en ekstra HIK-spiller på banen fandt vores offensiv-spillere alligevel til dagens flotteste frispilning: Efter opspil i venstresiden med Matias, Noah L og Marcus involveret spillede Adam bolden på tværs af HIK-feltet til det tomme rum, hvor Noah RG kom stormende frem med en 50m spurt og hamrede bolden ind til 4-0 – på det nærmeste tværs gennem målmandens parader.

Med forsvarsgeneralen Simon ude, blev der lagt pres på Tom og Jonathan i forsvaret, da HIK sendte deres ekstra spiller frem som 3. angriber, men det var fortsat Hakoah, der skabte de bedste muligheder. Yair ramte atter overliggeren, Adam scorede atter, og da han blev taget ud, stod Joshua for dagens detalje, da han med hælen flugtede bolden på overliggeren på Daniels indlæg.

Foran 5-0 var der også råd til at give Matias en hel halv halvlegs pause – noget vi sjældent tør, men i dag fungerede alting. Marcus brød igennem og chippede koldblodigt bolden over målmanden fra spids vinkel til 6-0 og inviterede dermed den 11.te HIK-spiller på banen. Det gav selvfølgelig HIK muligheden for at etablere et vist pres, og selv om ikke mindst Noah RG og Sasha lavede et kæmpearbejde foran målet med en mængde blokeringer, så det ud til, at vi ikke ville kunne holde nullet, da HIK fik tilkendt et straffespark med 5 minutter tilbage. Imidlertid ville Elias også markere sig for alvor i kampen, og selv om han egentlig var på vej til den forkerte side, lykkedes det ham at sætte en fodparade ind og holde buret rent.

I stedet blev kampens sidste mål også vores. Noah L tog et hurtigt indkast oppe ved midten og fandt Tom, som forsøgte at lægge bolden langt frem til Joshua. HIK målmanden gik frem for at blokere indlægget, men kunne ikke holde bolden, og så var Marcus hurtigt over returen og gjorde det til 7-0.

Sikke en fest at slutte sæsonen af med.   

 

14/6 -09: U13 lægger sig i spidsen af rækken før sidste runde.

 

Der var lagt til direkte top-konfrontation, da u13 holdet i dag tog imod Jægersborg i næstsidste runde.

 

Med en kamp mere spillet førte GVI rækken et point foran både Jægersborg og Hakoah, og vinderen af kampen ville lægge sig i spidsen før sidste runde, hvor GVI og Jægersborg skulle mødes, mens vi står over for en på papiret nemmere kamp mod HIK.

 

Som ekstra kolorit på kampen optrådte to af vores egne PGT-vindere, Isaac og Joshua fra København95, på Jægersorg-holdet, og det kunne jo kun betyde yderligere motivation for vores ´96-ere, der kunne se et element af PGT-revanche i kampen.

 

Trods modvind var det Hakoah, der lagde bedst ud. De bevægelige angribere Adam S og Tobias, voldte JBs forsvar store problemer og fra midtbanen stødte Daniel, Yair, Noah RG og Matias frem, men den sidste tvær-aflevering foran JB-målet blev aldrig fanget af en Hakoahner.

 

Langsomt åd Jægersborg sig også ind i kampen. Lidt overraskende havde de valgt at starte med Joshua ude, men han kom hurtigt på banen og gav JB noget mere fysik på midtbanen, hvor vi ellers kun havde haft problemer med en lille dribler. De største chancer var dog stadig Hakoahs, og det blev til en fortjent føring, da Matias fik afsluttet efter et godt Hakoah-pres, og Tobias fikserede målmanden ved at hoppe over bolden.

 

1-0 var tæt på at blive til 2-0, da Tobias med en fabelagtig aflevering fandt indskiftede Marcus, som skar ind bag JB-forsvaret og i en, elegant, bevægelse tog bolden til sig, vendte om og afsluttede mod fjerneste stolpe, men den fremstormende målmand fik akkurat sat en fodparade ind, og vi måtte nøjes med et af stor mængde hjørnespark.

 

 På midtbanen havde vi også fået Jonas og Adam R ind, og de måtte hjælpe til med stå mod et voksende JB pres. Tidligere i kampen havde Jonathan reddet os fra en udligning, da han dukkede op på stregen bag Elias, men JB fik udlignet, da Simons tropper for en enkelt gangs skyld ikke nåede ud at lægge pres på en angriber, der fik tid til at sende bolden ind via fjerneste stolpe.

 

Inden pausen formåede vi dog atter at komme foran med 2-1 efter et massivt Hakoah-pres. I adskillige omgange spillede vores angribere bolden rundt i JBs straffefelt, hvor forsvarerne og målmanden blev ved med at blokere, men Hakoah konstant samlede bolden op, og spillede en ny angriber fri, indtil Marcus fra spids vinkel passerede den allerede liggende målmand.

 

Med vinden i ryggen dominerede vi 2.halvleg, men JB var hele tiden farlige på modangreb, og selv om de kun kom til en kvalificeret afslutning en enkelt gang, var det nok til at fremtvinge en udligning på et i øvrigt flot modangreb, hvor de var meget hurtige til at bringe et par midtbanespillere frem, så Jonathan og Simon kom i undertal.

 

Hakoah havde dog ikke tænkt sig i at give sig. Trods mange udskiftninger og omrokeringer i løbet af kampen, viste vores spillere stor fodboldforståelse og fandt hurtigt til rette på deres nye pladser, og på et af vores mange hjørnespark dukkede Marcus op i fuld fart ved bagerste stolpe og headede bolden ind med så stor kraft, at målmanden ikke kunne redde selv om han fik begge hænder på.

 

Hænder på var der også andre JBspillere end målmanden, der havde i 2.halvleg i området foran målet, men dommer Ram havde hverken første eller anden gang til sinds at uddele billige muligheder til hjemmeholdet her i hans afskedskamp, dagen før han rejste til Israel. Efter kampen var der dog på ingen måde sure miner over for dommeren, og i stedet var der kraftige klapsalver, da Ram modtog Hakoahs afskedsgave: DVDen Og Det Var Danmark, som kan være et minde om hans fodboldliv i Danmark.

 

Med sejren går Hakoah i spidsen af rækken og kan på tirsdag selv bestemme, om vi skal vinde rækken. En sejr over HIK vil sikre os førstepladsen, men mindre kan også gøre det – ikke mindst da Jægersborg med brug af Joshua som dispensationsspiller. Vinder JB over GVI på lørdag – eller spiller de to uafgjort, vil det også sikre os turneringssejren.

 

 

 

Oktober ´08: Dramatisk afslutning påU13 rækken med to selvmål og udvisning

 

 

Det er egentlig ikke meningen, at der skal være resultatformidling og stilling i U13 rækkerne, men fra efteråret har det alligevel været muligt, at fælge med i vores 9M række, hvilket har øget spændingsniveauet på godt og ondt.

 

KB6 kørt i stilling til at overtage vores 3.plads

I løbet af året har der vist sig en meget klar rang-ordning, med FA2000 (vundet alle kampe), Fremad Amager 2 (kun tabt til FA) og Hakoah (kun tabt til FA og Fremad) på de tre første pladser, men med rekord-resultatet 22-0 over KB7, stod KB6 klar til overtage vores 3.plads på bedre målscore, hvis vi – efter at have vundet 5-2 over KB6 – skulle tabe til KB7 i sidste spillerunde.

 

Forstærket KB hold

KB holdet som gæstede Ryparken i regn og rusk, viste sig på det nærmeste at være en forstærket udgave af det KB6 hold, vi tidligere på året havde slået. Spillerne var tændte og på det nærmeste over-motiverede, der blevet gået til den, holdt i trøjer, brokket over dommeren og jublet med deltagelse af målmand og alle reservespillere, når der blev scoret – der syntes klart at være noget at kæmpe for.

 

I regnfuld og kold modvind måtte vi tidligt i kampen opgive kontrollen med midtbanen. Vi startede ellers pænt og havde ofte tegningen til gode opspil, men der for lidt fart på vore bolde og vore fødder, og de aggressive KBere kom for det meste først på bolden og begyndte efterhånden at trykke os tilbage på banen.

 

I forsvaret manglede vi Simon og var begyndt kampen med en helt ny konstellation med Matias og Adam R foran Elias, men heldigvis blev der arbejdet godt; Elias havde en række fornemme redninger og Matias markerede sig som vores klart bedste i 1.halvleg.

 

Forsvaret holdt ud gennem det meste af modvindshalvlegen, men til sidst kom der hul på bylden.

KB fik bragt sig foran 1-0, da vi ikke formåede at få bolden ud af forsvarszonen, men heldigvis kom vi hurtigt igen, da Matias brød et angreb, blev fældet, men lynhurtigt rejste sig op og tog frisparket med en bold i dybden. Daniel kom foran sin direkte modstander, og pludselig havde vi en 2 mod 1 situation med Daniel og Adam S mod en enkelt forsvarer, der i sit desperate forsøg på at blokere Daniels tværpasning foran mål fik sendt bolden i eget net. Et klassisk selvmål på et klassisk kontrastød.

 

Desværre lykkedes det for KB at komme på 2-1 i halvlegens slutsekunder efter flot bandespil. Jonathan havde ellers forudset situationen og var fulgt med sin mand, men timingen i aflevering og skud var så perfekt, at der ikke var noget at stille op.

 

Forvandlet Hakoah hold

2.halvleg formede sig ganske anderledes end første. Efterhånden som tiden skred frem, blev KB presset længere og længere tilbage på banen, og perioder forsvarede de sig med alle 9 mand og alle midler, f.eks. da Noah G blev hevet tilbage med begge hænder, da han havde snydt en forsvarer og var ved at lægge an til skud lidt uden for straffefeltet.

 

Noah G var blevet sendt ind som bagerste midtbane og sammen med Yair på den midterste midtbane lykkedes det at få presset spillet fremad. Oppe foran var der masser af bevægelse i vores tidligere målmand, Marcus, der skiftedes med Tobias og Adam S på angrebspladserne, mens midtbanefløjene, Daniel og Noah L på skift i venstre og Jonas og Sasha i højre, blev ved med at udfordre de bagerste modstandere og fodre de forreste medspillere.

 

Det var ganske logisk, at vi med 10 minutter igen fik udlignet KB-føringen til slutresultatet 2-2, men endnu engang måtte vi have hjælp fra en uheldig KB-forsvarer, der denne gang fik sat hovedet på Daniels indlæg fra venstre så bolden fløj over målmanden og i mål.

 

KB reagerede omgående med at smide en masse folk med frem i kampen slutfase, men vi var absolut tættest på at afgøre kampen med gode chancer efter indlæg fra siderne til Marcus og til Matias, selv om det var gæsterne der virkede klart mest tændte – endda overtændte: Et par minutter før tid måtte en af KB spillerne sendes fra banen, efter han i frustration over at have tabt bolden til Matias vendte sig om og med fuldt overlæg sparkede ham i haserne. Et ærgerligt punktum på en spændende kamp og stof til eftertanke, om hvor tidligt man skal sætte børn op til turneringer med afgørende kampe om points og placeringer.

 

 

FLOT LP96 SPIL I 9M RÆKKE

 

Efter to arbejdssejre på 2-1 over FB og 3-1 over GVI samt en opvisningssejr på 11-0 over Dragør skulle LP96holdet tre dage efter PGT op mod rækkens andet ubesejrede hold: KB.

 

Allerede under opvarmningen markerede KBerne sig som nogle særdeles skudstærke og tekniske dygtige spillere, og vi havde lidt bange anelser, da kampen skulle sættes i gang, og vi skulle give bolden op, men allerede efter 20 sekunder var optimismen tændt, da Adam S bragte os på 1-0 efter et angreb med sikkert og bevægeligt trekantsspil, hvor Gabriel, Adam R, Daniel og Tobias kørte bolden rundt, uden KB´erne kom i nærheden af en boldkontakt, inden Tobias spillede Adam stjernefri inde i feltet.

 

Men vi havde nu ikke set helt galt med modstandernes kvaliteter, og KB satte ind med et gevaldigt modpres, hvor forsvaret kæmpede forbilledligt for at holde de driblestærke modstandere væk, men to gange blev presset helt tilbage med KB scoringer til følge.

 

I den hidsige kampindledning kunne vi dog også være med rent offensivt, og endnu inden de første 10 minutter var overstået, havde Tobias givet et par prøver på hans spidskompetence:  Gennembrud i fuld fart med bolden på fødderne, hvor han ikke så meget dribler, men snarere snor sig igennem modstandernes forsvar. Efter et par forsøg, der løb ud i sandet, slap Tobias igennem i tredje omgang og udlignede til 2-2.

 

Selv om målscorings-kadencen gik midlertidigt ned, fortsatte begge hold med at skabe mængder af chancer. Hakoah på godt sammenspil, og ved flere lejligheder var først Adam S og siden hans afløser Joshua, tæt ved at nå frem til tværbolde tæt inde under mål. Også i den anden ende var der fare på færde foran en velspillende Marcus´ mål, men der var masser af hjælp at hente fra både Simon og co i forsvaret, samt fra midtbanespillerne: Både Adam R og Yoel præsterede redninger på stregen i løbet af 1.halvleg.

 

En enkelt scoring mere blev det dog til i slutningen af halvlegen, da Tobias modtog et udspark fra målmanden, og omgående gik kontra og scorede til 3-2.

 

Som anden halvleg skred frem, gik luften ud af KB. Hakoah blev mere og mere dominerende – ikke mindst i kraft af et meget stærkt forsvar, hvor Jonathan, Simon, Gabriel og Noah R vandt hver eneste løbeduel og nærkamp, de var involverede i, og Noah L og Yoel på skift fik lukket vores venstreside af for KBs meget driblestærke højrefløj – men målene blev gemt til en afslutning, der var lige så hæsblæsende som indledningen.

 

Med 10 minutter igen lykkedes det endelig for vores egen specielle måltyv Joshua at få bolden bugseret over stregen efter et nyt gennemspillet Hakoah-angreb hos Noah R på højrekanten. KB svarede hurtigt igen med en reducering til 3-4, men en af Hakoahs bedste, Daniel, afgjorde kampen med et klokkerent hovedstødsmål til 5-3 efter hjørnespark. 

 

Derefter havde KB givet op. Tobias fuldendte en stor aften med en ny afdribling af 3-4 modstandere og scoring til slutresultatet 6-3, og det kunne endda havde været blevet til endnu mere, men desværre prellede forsvarsklippen Jonathans langskudsforsøg af mod overliggeren, og Adam Rs flugter på returbolden gik tæt over mål.

 

Det var en flok særdeles tilfredse tilskuere, der vendte hjem fra Frederiksberg på den smukke majaften. Som Adam S (med rygnavnet ´Solo´) udtrykte det: ”Denne her kamp viser, at det er bedre at kunne spille sammen, end at drible på egen hånd”.